Pernilles overvægt, har egentlig altid været der. Hun var en stor pige fra fødsel (4240) og spiste godt. Fik bryst i 4 uger, men jeg kunne slet ikke mætte hende og mælken faldt aldrig rigtig til, så hun blev et flaskebarn. Ikke fordi jeg tror det har nogen betydning på hendes overvægt, men kunne jo se at hun spiste meget. Hun har altid været glad for mad, ikke været særlig kræsen, og i det store hele spist hvad som blev serveret og ikke blevet begrænset i hvor meget hun spiste. Det kan jeg nu se tilbage på som en kæmpe fejl, hun skulle ikke have haft ubegrænset mængder af mad. Men hvad gør man når barnet sidder og fortæller med store bedende øjne at det er mere sulten??
Pernille blev storesøster 2 mdr. inden hun fyldte 2 år. Hun var rigtig glad for sin lillebror og det gav ikke anledning til søskende jalousi. Men hendes appetit var stadig stor og hun har aldrig haft en naturlig mæthed fornemmelse. Har aldrig sagt…..nej tak jeg er ikke mere sulten.
Så Pernilles vægtkurve har altid ligget langt over normal, men læger og sundhedsplejerske har beroliget os med at kurven jo lå stabil, den gjorde ikke nogen udsving, men lå samme sted hele tiden, selvfølgelig bare over normal kurven, og det nok skulle rette sig, når hun blev ældre.
Det år Pernille begynder i børnehaveklasse, finder vi ud af hendes lillebror ikke er som alle andre, foråret og sommeren går med at få konstateret, at Mortens handicap ligger et eller andet sted under kategorien : Autisme.
Så det at spise, begynder at få en helt anden betydning. På den måde kan hun trøste sig selv, når hun ikke får den opmærksomhed, som hun helt klart har manglet, da hendes lillebror fylder rigtig MEGET. Og vi har givet hende lov, for hvor tit har vi ikke siddet med en dårlig samvittighed, over at måtte sige til Pernille, den ene gang efter den anden: Vent nu lidt, vi skal lige have Morten til at falde til ro først. Og så har hun fået det hun har bedt om og pænt ventet til vi havde tid til hende.
Jo ældre Pernille bliver, jo mere bliver det at spise, en måde at søge trøst på, en måde hvor hun kunne klare sig over for sine klassekammerater på, hun kunne komme stolt hjem fra en børnefødselsdag og fortælle om hvor meget mere end de andre hun kunne spise, og de andre havde syntes det var sjovt og spændende. Hun kunne også overgå dem i hvor hurtig hun kunne spise maden, så på det område var hun sine klassekammerater overlegen. Hun er aldrig blevet moppet, så det har ikke været derfor hun har reageret som hun gjorde. Men vil alle børn ikke gerne ”prale” eller vise sig, når der er noget som de er gode til. Pernille har ikke været så god til mange ting, men var kanon til at spise og det blev så det hun bruger som ….. se hvad jeg kan !!
Kan huske en gang hvor Pernille vel har gået i 3. – 4. klasse, der bliver der spurgt om hvad deres livret var. Der kom selvfølgelig mange svar, men læreren studsede noget, da Pernilles svar var: en god rød bøf på Jensens bøfhus !! Hun er i den grad madglad og elsker at spise.
Men vi ved jo alle at når der bliver indtaget mere mad, end man forbrænder, ja så stiger vægten stille og roligt og i slutningen af 5. klasse har Pernille nået en vægt på 82 kg, og hendes kurve gør et knæk opad og sundhedsplejersken kontakter os, for at få en snak om hendes problem. Hun blev lidt overrasket over at jeg godt vidste Pernille havde et problem, da de fleste forældre til overvægtige børn, påstår at deres børn spiser som en fugl og ikke kan forstå hvorfor de bliver så tykke. Men jeg vidste godt hvad Pernilles problem var, hun indtog mere end hun forbrændte og hun var ikke på nogen måde selv klar over eller bevist om, at hun altså også selv skulle gøre en indsats for ikke at blive tykkere. Og jeg havde ikke været ”streng” nok med hvor meget hun indtog herhjemme. Jeg havde ellers lavet om på vores kostvaner, men det hjalp bare ikke på Pernille, da hun spiste dobbelt så meget som os andre, og når hun så ikke var hjemme, så gik hun fuldstændig over gevind, for så kunne jeg jo ikke holde øje med hende.
Enden på samtalen med sundhedsplejersken, blev at vi skulle tage en snak med Pernille, om hun ikke kunne tænke sig at komme en tur på julemærkehjem.
Pernille var straks med på ideen og vi fik skrevet en ansøgning, som både lægen og sundhedsplejersken skrev en udtalelse til. Inden sommerferien 2002, altså i slutningen af 5. klasse, fik vi besked på at Pernille var optaget på Julemærkehjemmet i Hobro på et 10 ugers ophold, som skulle starte i uge 41, i begyndelsen af 6. klasse. Det var en lang vente tid, men der blev indkaldt til formøde i august, hvor Pernille bliver vejet og fotograferet, og får besked på, at nu er hun startet. Så vi får kostplaner og vejledninger med hjem, og Pernille får at vide, at det også er op til hende selv, at passe på med hvad hun spiser. Det går nu stadig ikke som jeg gerne vil, Pernille er ikke helt med på ideen endnu, og da hun starter i oktober 02, har hun ikke tabt sig, men hun har heller ikke taget på, så det er da altid en start.
Men så sker der noget, både med Pernilles vægt, men så sandelig også med Pernille. Hun taber sig den første uge 3 kilo, for det første er maden rationeret og så er der motion hver eneste dag, i skolen har man ”kun” dansk, matematik og engelsk, alle de andre fag er erstattet af motion og jeg skal da love for at de 2 ting i kombination med hinanden, gør at det ene kilo efter den anden ryger af. Og der skal ikke herske nogen tvivl om, at Pernille med garanti har været meget sulten de første 14 dage, hvor maven skulle trække sig sammen, fra at være kæmpe stor, ned til at være normal igen. Hun har dog aldrig beklaget sig over, at der ikke var nok at spise, har egentlig ”affundet” sig med at sådan var det altså bare. Og personalet formår, at få Pernille til at indse og forstå, at hun altså selv er nødt til at sige fra, hvis hun skal blive en slank pige.
Så når Pernille kom hjem på weekend, så var det hende som kunne fortælle os nøjagtig hvor meget hun måtte få, og også hvor meget hun mente vi andre havde godt af.
Jeg havde besluttet, at i det tidsrum, hvor Pernille var af sted på julemærkehjem, der skulle vi andre 3 følge med på sidelinjen, med samme kostplan som hun, det kunne jo ikke hjælpe noget, at vi bare spiste som det passede os, vi var nødt til alle mand at bakke hende op. Min mand og jeg havde i forvejen på en periode på 3 år, tabt os begge 2, men vi smed da hver 4-5 kilo, mens vores datter var af sted.
Pernille var meget glad for sit ophold, der blev taget godt vare på alle børn, som både var med i køkkenet, for at se hvordan man tilbereder maden uden alt for meget fedt, og fik lært hvor store portioner man må få, og det er helt sikkert det som har hjulpet Pernille da hun kom hjem, det var at vide hvor meget hun må spise.
På de 10 uger Pernille var af sted tabte hun sig 13 kilo, hun er stadig en buttet pige, men det som betyder noget for hende her og nu, er at hun kan købe cowboybukser……som passer hende og det er en sejrer i sig selv. At kunne gå ned i hvilken som helst tøj butik, og købe tøj som ikke er for småt, eller sidder for stramt. Ville så gerne jeg kunne vise et billede af hendes øjne, den dag hun kom hjem med cowboybukser på, og stolt ”poserede” foran os…….det var ”stort” !!!!
Gennem 2003 og 2004 har Pernille holdt vægten, det vil sige hun har taget lidt på, men hun er så til gengæld også vokset i højden, så det er stadig de samme cowboybukser hun hopper i, selv i slutning af 2004………….det er vi alle utrolig stolte af. Jeg er overbevist om at hun har helt styr på det og det glæder vi os over.
Pernille blev konfirmeret i foråret 2004, og det var virkelig EN stor dag, det var en Pernille i lang konfirmationskjole, med håret sat op og makeup, hun var i den grad stolt og det havde hun også alt mulig grund til at være.
Fremtiden for Pernille vil sikkert altid blive med et øje på vægten, men opholdet på Hobro Julemærkehjem, var det som gav hende selvtilliden til at tro på at det sagtens kunne lade sig gøre.
8. & 9. klasse tog hun sammen med klassekammeraterne i Skave skole, mens 10. klasse (06/07) blev taget på Kongensgård Efterskole som er en livsstils efterskole, der sætter fokus på kost og motion.
August 2007 - Pernille er startet på en 2 årig HF uddannelse i Nr. Nissum. Hun har fået kollegie værelse og flytter altså "rigtig" hjemmefra :-)
Der viser sig nu at det er meget svært at holde vægten, når man selv skal "styre" det og ikke har den fast motion hver dag.
Juli 2009 - Blev student den 23. juni 2009 og er flyttet hjem igen 
September 2009 - Er optaget på pædagogseminariet i Holstebro 