Fra Danmark til Nairobi er der cirka 6500 kilometer,  ligger 140 km syd for ækvator og i cirka 1700 meters højde.

Tanrangire National Park har fået navn efter Tarangeri-floden, hvor store flokke af dyr samles i den tørre tid fra juli til oktober, hvilket er det bedste tidspunkt at besøge Tarangire.

Efter den korte regntid i november vandrer store flokke af bl.a. gnuer, zebraer, gazeller og ko-antiloper uden for parkens grænser – nogle til Lake Manyara, andre helt til Lake Natron nær grænsen til Kenya. Først når den lange regntid er ved at være slut, vender dyrene tilbage til Tarangire, hvor de ankommer i løbet af sommeren.

Parken er især kendt for sine elefanter. Desuden er der gode chancer for at se bøfler, giraffer, vandbukke og kuduer samt løver, leoparder og hyæner.

Parken har et varieret landskab med akacie- og baobabtræer, busksteppe, skov og sump. Hele området er plaget af tsetsefluer, hvilket gør det uegnet til kvæghold. Det er en væsentlig forklaring på, at det i dag har status af nationalpark.

Tarangire ligger ikke langt fra den asfalterede hovedvej mellem Arusha og Dodoma. Afstanden fra Arusha er 115 km, hvilket svarer til knap 2 timers kørsel.

Lake Manyara National Park er en anden af Tanzanias mindre parker – blot 320 km2, hvoraf søen fylder to tredjedele. Den smukke natur, den varierede flora, den spændende fauna og ikke mindst udsigten over søen og Rift Valley gør dog Lake Manyara til et oplagt sted at tilbringe et døgns tid på vej til Serengeti og Ngorongoro.

Lake Manyara ligger i bunden af den store Rift Valley, og som de andre søer i dalen har den en spændende økologi og et rigt fugleliv. Der er registreret 380 fuglearter, og i perioder slår tusindvis af flamingoer sig ned og danner et lyserødt bånd langs med søbredden.

Også vegetationen er speciel. Der er skov med høje figen- og mahognitræer, akaciebevoksning, marsk-områder samt græsland, og i den sydlige ende er der varme kilder.

Parken er især berømt for sine løver, der har eller rettere havde tillagt sig den vane at klatre i træer. Det gør løver også andre steder, men nu er det altså Manyaras løver, der har fået patent på træklatning. Men patentet er åbenbart løbet ud, og man skal i dag være heldig for at se dem i træerne. Derimod er der gode chancer for at se elefanterne, som også er berømte, idet zoologen Ian Douglas Hamilton her lagde grunden til adfærdsstudierne af elefanter. Desuden findes flodheste, bøfler, giraffer, zebraer, antiloper, gazeller og alt for mange bavianer.

Lake Manyara ligger ca. 120 km fra Arusha på vejen til Ngorongoro og Serengeti.

Ngorongoro er et hul i jorden. Det er nu ikke noget helt lille hul, ja, faktisk er det ikke et rigtigt hul, selv om masaierne kalder det ”langt ned”. I virkeligheden er det en vulkan, eller rettere var. Toppen af vulkanen er faldet ned i bunden, så nu kaldes det en caldera.

Men lige meget, hvordan man betegner dette fantastiske naturfænomen, må Ngorongoro, når man sådan ser det hele lidt fra oven, være noget i retning af paradis på jorden. Bare navnet: Ngorongoro, prøv engang at sige det. Der er musik i det. Der er også vand i det, skov og en masse dyr, elefanter, næsehorn, løver, leoparder, antiloper og mange andre. Har man ikke en årle morgen set tågen bølge over Ngorongoro-kraterets kanter, har man sandelig noget til gode her i livet.

Det er sceneriet og dyrene, der gør Ngorongoro til en af Afrikas helt store attraktioner. I bunden af krateret lever tusindvis af dyr. Mange lever deres liv i Ngorongoro, men en del dyr vandrer ind og ud – mest i retning mod Serengeti.

Gnuer er der mange af, men det vrimler også med zebraer, gazeller og bøfler. I skovene og i de sumpede områder finder man flodheste, elefanter, vandbukke, bavianer og andre aber. Ngorongoro er et af de få steder, hvor man kan være ret sikker på at se næsehorn, fordi de færdes ude på den åbne slette, hvor de ernærer sig af urter. I 1960-erne var der 100 fastboende næsehorn i krateret, men som følge af krybskytteri blev de på få år reduceret til under 20.

Også rovdyrene har fundet ideelle forhold på kraterbunden. Men ca. 100 løver og 400 hyæner er der her den største ”rovdyr-tæthed” i Østafrika. Blandt hanløverne finder man adskillige eksemplarer med stor, kulsort manke. Endelig er der gode chancer for at få øje på sjakaler og servalkatte, der går på jagt i sumpene og nær vandløbene.

Men selv Ngorongoro er ikke en dyrehave. Der er ikke næsehorn i hvert eneste vejsving, og løverne bliver ikke betalt for at jage, mens turisterne kigger på og fotograferer. Det gælder stadig om ar bruge øjnene, og man må ikke blive så blasert, at man ikke kan se det smukke i en flok græssende zebraer eller e ensom elefant, der bader i sumpene.

Der skal en firehjulstrækker til at klare den stejle og ensrettede nedkørsel – både bilen og den obligatoriske guide/ranger kan om nødvendigt hyres i Crater Village. Opkørslen begynder ved Lerai Forest og ender ved hovedvejen nær Crater Lodge og WIldlife Lodge.

Det er en god ide at starte ved solopgang, så man har hele dagen til rådighed i krateret. Der er et særligt picnic-område med toiletter, hvor de fleste vælger at nyde den medbragte mad. Man skal blot tage sig i agt for glenterne, der har specialiseret sig i at styrtdykke og hugge maden ud af hænderne på turisterne.

Ngorongoro-krateret har givet navn til det omkringliggende område Ngorongoro Conservation Area, der består af store sletter med flere vulkanske bjerge og kratere – i alt 8288 km2.

Indtil 1959 var det en del af Serengeti National Park. Af hensyn til de lokale masaier ændrede det status, så det nu både skal beskytte dyrelivet og masaiernes rettigheder. De har ret til at drive deres kvægflokke ned i krateret til vanding, men de må ikke opholde sig dernede permanent. Kvæget skal op igen samme dag.

Fra Arusha er der ca. 180 km (ca. 3 timer på ny vej) til Ngorongoro-krateret.

Masaierne er et stolt nomadefolk, som i takt med årstiderne følger deres køer, geder og får i søgen efter vand og godt græs.

Kvæget er hele grundlaget for masaiernes kultur. De traditionelle masaier lever næsten udelukkende af komælk og blod, der tappes fra køernes halspulsåre. Kød spises især ved festlige lejligheder, urinen bruges til medicin, møget til husbyggeri, og hornene finder anvendelse som beholdere. Også hovene, huden og halen bliver brugt til nyttige formål, så det er i høj grad kvæget, der gør masaierne selvforsynende og sætter dem i stand til at overleve under barske forhold. Derfor kan det ikke undre, at antallet af kvæg giver status i masai-samfundet.

Masaierne er overbeviste om, at alt kvæg i hele verden tilhører dem. Når de gennem tiden er taget på plyndringstogter mod nabostammerne, har det altså intet med tyveri at gøre. Der er blot tale om at tage tilbage, hvad der altid retmæssigt har været masaiernes ejendom.

Masaierne nærer traditionelt en dyb modvilje mod agerbrug og finder fiskeri direkte afskyeligt. Fremmede folkeslag og deres levevis bliver i det hele taget mødt med en god portion skepsis. Det gælder også europæerne, som masaierne bl.a. kalder iloridaa enjekat – ”dem der spærrer deres prutter inde”. Udtrykket hentyder til de hvides mærkelige vane med at gå i bukser.

I dag er der formentlig mellem 300.000 og 400.000 masaier, og de lever spredt ud over et stort område fra Nairobi i nord over landet omkring de store nationalparker Amboseli, Masai Mara, Serengeti og Ngorongoro et langt stykke ned i Tanzania.

Bortset fra Masaierne nær Arusha, der lever af agerbrug, holdes de gamle skikke og ceremonier mange steder stadig i hævd.

Masaierne er farverige og fotogene, og deres stolthed er fascinerende. Mange har dog forstået, at de må ændre deres levevis.

Men hvordan kan en masai-kriger bevare sin selvrespekt, når loven forbyder ham at stjæle kvæg, når han ikke må bevise sit mod ved at dræbe en løve, når myndighederne konstant forhindre ham i at leve det liv, hans forfædre har levet?

Masaiernes kultur vil langsomt forsvinde. Over for det moderne samfund har den ikke mange chancer. Eller som masaien Tepilit Saitoi udtrykker det: ”Efter lang tids overvejelse har jeg med smerte accepteret, at masaierne må ændre sig for at beskytte sig selv og deres kultur. De må tilpasse sig den moderne verdens virkelighed for deres egen overlevelses skyld. Det er bedre at møde fjenden ude i det åbne og være forberedt på ham, end at han finder dig uforberedt i dit hjem”